Benny Dall, Enhedslisten: Mange gode grunde til at stoppe gyllegas i Kolding

Fire gode grunde til at stemme nej til Nature Energys plan om et biogasanlæg i Kolding:

TUNG TRANSPORT: For det første vil der køre over 100 tunge lastvogne på 50-60 tons i døgnet ind i et industrikvarter. Det vil genere naboer i en stor omkreds rundt om det biogasanlæg, man forestiller sig. Og jeg tror, man vil ødelægge en stor del af infrastrukturen i industrikvarteret. Hvis man tænker lokalt, så tænker jeg, at det er et af de vægtige argumenter mod, at et biogasanlæg er en god ide.

UDENLANDSKE KAPITLFONDE: Et andet godt argument mod et gyllegasanlæg er, at ejerkredsen hovedsageligt består af udenlandske kapitalfonde, der jo er kendt for ikke at betale skat nogle som helst steder, og at de i den her konstruktion får en kæmpestor indirekte statsstøtte til deres produktion og dermed også til deres fortjeneste.

DYR CO2 BESPARELSE: For det tredje: Det er en meget dyr måde at spare CO2 på. Nature Energys bedste argument for et biogasanlæg er, at det sparer omverdenen for CO2 udledning. Og det gør det jo. Men man kan sige, at i forhold til hvad det koster i statsstøtte, så er det den dyreste måde overhovedet, hvorpå man kan spare CO2 udledning. I stedet for det her gyllegasanlæg, så kunne man opstille 7 mellemstore vindmøller og dermed spare verden for lige så meget CO2 udledning. Det vil vi i Enhedslisten hellere gøre end at lave et gyllegasanlæg, der medfører en masse tung transport, en masse gener for naboerne og så alligevel ikke bidrager i højere grad, end det gør, til at mindske CO2 udledningen.

Der er også et fjerde problem:

DET LUGTER: Jeg tror ikke på, at der ikke bliver lugtproblemer. I forbindelse med at Holbæk behandlede en ansøgning om et biogasanlæg, var der jo en Venstremand, der kørte til Brande og forsøgte med egen næse at finde ud af om anlæggene lugter. Og det gør det. Biogasanlæg lugter, og det gør de, fordi de producerer metan. Og metan kan man ikke holde 100 procent inde i anlægget, så det lugter. Det lugter lidt af rådne æg hele tiden. Så hvis man er uheldig at bo i vindretningen, vil det lugte. Det er ikke gyllen, der lugter. Det er produktionen af gas der lugter, og det vil det her anlæg også gøre.

Kan man ikke sige, at det er bedre for miljøet at lave gyllegas end slet ikke og gøre noget?

Ja, det er rigtigt. Siden Kolding Kommune stoppede opstillingen af vindmøller for otte eller ni år siden, er vi jo kommet bagud i forhold til grøn omstilling i Kolding. Vi kan ikke leve op til vores egne klimamål om at forhindre CO2 udledning. Vi kommer ingen steder i den grønne omstilling. Der kan man godt sige, at et gyllegasanlæg trods alt er noget. Men mit argument er, at for de samme penge og for mindre statsstøtte, kunne man få endnu mere omstilling, hvis man brugte vindenergi eller solenergi. Grundlæggende er det her bare en måde at imødekomme dansk landbrug på og skaffe dem af med et affaldsproblem. De har noget gylle, de har problemer med. De har alt for meget gylle, fordi der er alt for mange svin i Danmark, og så kan de sige, at det her er godt for den grønne omstilling. Det, de burde gøre, er at lade være med at fede så mange svin op.

Hvad gør Enhedslisten for at forhindre planerne om et biogasanlæg?

Vi har foreløbig stemt imod overhovedet at sende lokalplanen i høring. Nu vil vi hente alle de informationer om anlægget, vi kan. Og så vil vi sprede informationerne og arbejde for, at andre også får en mulighed for at komme frem med deres mening. For nu er ansøgningen i offentlig høring, og så er det den offentlige holdning, der kommer til at tælle. Det er jo ikke givet, at Nature Energy får lov til at opføre deres anlæg. Vi arbejder for, at det ikke kommer til at ske.

Vi har i Enhedslisten undersøgt, om de beregninger Nature Energy kommer med, er rigtige. Det viser sig, at der er masser af huller i det. Der er masser af skønmaleri ved den miljørapport, Nature Energy har bestilt ved selskabet Niras. Det har vi kommenteret over for forvaltningen, fordi de er myndigheden. Derfor skal de også sørge for, at de informationer, der kommer ud til borgerne faktisk er korrekte. Der regner jeg med, at ved afslutning af høringsperioden vil forvaltningen også tilkendegive, at på nogle  punkter har Nature Energy givet forkerte oplysninger. Så får vi et ordentlig grundlag at behandle sagen på. Det kan jo være, at der så er andre politikere, der finder ud af, at de også skal stemme imod, ligesom Enhedslisten gør.