Da Enhedslistens spidskandidat Benny Dall var til valgmøde i Vester Nebel sagde han, at han egentlig havde tænkt sig at tage bussen til mødet. Så brød folk ud i latter. Vester Nebels borgere vidste alt om, at det var et håbløst projekt. Glem det!
I stedet tog han cyklen.
“Jeg turde næsten ikke køre på landevejen. Det var bare med at holde fast i styret og køre yderst ude ved kanten, for der er ikke plads til noget som helst, og man kan næsten ikke se noget,” fortæller Benny Dall
Cykelstier og kollektiv trafik er på dagsordenen på stort set alle vælgermøder. Benny Dall har taget tyren ved hornene. Han har besluttet sig for at cykle eller benytte den kollektive trafik, når han skal til vælgermøde ude i de mindre byer. Busserne har han opgivet. Hvis han skal bruge dem, når han ikke mange vælgermøder. For den kører meget sjældent uden for Kolding by.
“Til alle vælgermøder har der været en massiv debat om cykler og kollektiv transport. Det er vigtigt for folk. Det bliver vores opgave at sige til de andre i byrådet, at så er det nu, der skal sættes penge af. I øjeblikket er der kun sat penge af til fire kilometer cykelsti i Kolding. Det griner folk jo af på møderne. I Vester Nebel vil de have sikker cykelsti, og det skal være i en fart. Jeg vidste godt, at det er slemt for cyklister, men det er bare blevet endnu mere tydeligt ved at køre på de her ruter. I Sdr. Vilstrup vil de have cykelsti til Eltang og fra Eltang til Lyshøjskolen. Jeg cyklede den vej til valgmødet. Det er jo helt umuligt at køre på landevejen og det smalle stykke inden for striben. De er blevet lovet den cykelsti i ti år. Det står i lokalplanen, men den er stadig ikke kommet. Og borgerne spørger: Hvad kan vi gøre for, at I husker det?”
Flere cykelstier og bedre og billigere busser

Elcykler har ændret mange menneskers indstilling til at cykle. Der er mange flere, der gerne vil tage cyklen, også på længere strækninger. Men der skal være sikre cykelstier, og det vil Enhedslisten arbejde for, at der kommer.
Enhedslisten ønsker også et netværk af busser over hele Kolding Kommune – og muligheden for at få cyklen med i bussen.
I Aalborg kan man få cyklen med i bussen. I Fredericia kan man køre gratis i bybus over hele kommunen. Nu er det på tide, at man i Kolding Kommune gentænker det kollektive trafiksystem – så det bliver fleksibelt og brugervenligt. Og et reelt alternativ til den stadig stigende mængde af privatbiler på vejene. Enhedslisten ønsker, at man skal kunne bo over alt i kommunen uden at være afhængig af en bil – man skal kunne bo i hele kommunen og kunne nøjes med cykel og bus til lokal transport.
Der bruges millioner på veje og p-anlæg. EL vil bruge millionerne på udbygning af busserne med mulighed for at få cykel med, så man også kan køre til Ødis eller Viuf om aftenen uden råde over en bil.
Vi skal have et netværk af busser ud over hele kommunen. Busserne skal køre tre gange i timen i myldretiden og to gange uden for – der skal også være sene afgange.
Det handler om prioritering
Pengene til veje, cykelstier og busser kommer fra den samme kasse. Partiet Venstre har fokus på udbygning af vejnettet og parkeringshuse. Enhedslisten holder fast i, at det først og fremmest er cykelstier og de bløde trafikanter, der skal bruges penge på. Mange penge. Når Benny Dall fører det frem på valgmøderne møder han modstand fra de borgerlige partier, der siger, at det er alt for dyrt. Men pengene er der, siger Benny Dall
“Når de siger, at det lyder dyrt med gratis eller billige busser ud i oplandet og cykelstier overalt, så svarer jeg, at det handler om prioritering. Jeg plejer at sige, at allerførst kan man jo lade være med at tømme kommunekassen ved at give erhvervsvirksomheder skattelettelser på dækningsafgiften. Det er 80 millioner kroner om året, de giver væk. Man kan få mange cykelstier og busser for 80 millioner kroner. Og så er der jo nogle projekter på anlægsbudgettet, der må vige. I Marina City projektet har man sat omkring 700 millioner kroner af. En del af pengene skal gå til at byggemodne nogle boliger, som ingen vil have. Og det er jo den samme konto, så jeg tænker, at vi godt kan finde pengene, hvis den politiske vilje er der.”
Hvordan gik cykelturen hjem fra Vester Nebel?
“Jeg turde ikke køre på den bælgravende mørke landevej igen, så jeg drejede af og cyklede på Troldhedestien hele vejen gennem Marielundskoven. Det var kulsort og noget skræmmende at køre på en sti i en mørk skov. Det gælder om at have gode lygter, hvis det ikke skal gå galt.”








