Borgerlig gavebod: Lærere og pædagoger vil holde politikere fast på valgløfte

Der er valgkamp, og det betyder valgløfter. Koldings politikere står ligefrem i kø for at forbedre både daginstitutioner og og folkeskoler.

  • Vi lytter spændt til de mange løfter. Det lyder som en gavebod på nuværende tidspunkt. Det bliver rigtigt spændende at se, når det næste budget skal vedtages. siger lærernes formand i Kolding, Anders Petersen.
Lærernes formand, Anders Petersen har ikke tænkt sig at glemme valgløfterne

Også pædagogerne mærker lydhørhed fra politikerne.

  • Vi mærker blandt andet, at forældrenes efterspørgsel efter vuggestuepladser gør politikerne mere lydhøre. De lover at se på det. Der er mangel på vuggestuepladser, og vi synes, det er vigtigt, at der bygges flere vuggestuer, så forældrene frit kan vælge mellem vuggestue og dagpleje, siger BUPL formand Jonna Jul Gudmundsen.

Pædagogernes fagforening peger også på, at de i valgkampen har oplevet bredere politisk opbakning til at give pædagoger og lærere mere tid til at samarbejde til gavn for børnene. I den kommende valgperiode vil BUPL holde skarpt øje med, om løfterne bliver til virkelighed.

Jonna Jul Gudmundsen, formand for BUPL i Sydjylland, vil holde skarpt øje med, om der kommer flere vuggestuer

Lærerforeningen har tidligere med klare ord kritiseret de nedskæringer i folkeskolen, som alle partier – med undtagelse af Enhedslisten – reelt gik ind for i det seneste budgetforlig.

Men på trods af nedskæringer kæmper Kolding Lærerkreds videre for at forbedre folkeskolen og forholdene for lærerne. Derfor holdt kredsen 1. november valgmøde med kandidaterne til det nye byråd. Og der lød der pludselig helt nye toner fra politikerne.

Her er Lærerkredsens egen opsummering af mødet med politikerne:

Mange emner blev debatteret, og generelt kan man konkludere, at partierne var enige om:

Der skal tilføres folkeskolen flere ressourcer til lærerstillinger.

Inklusion når det giver mening for den enkelte elev og for fællesskabet.

At MeeBook og andre skriftlige dokumentationsformer skal bruges med omtanke. 

Dokumentation skal bruges i det omfang det giver mening. 

Der skal være midler til kompetenceudvikling af lærerne.

At tosprogs”problematikken” til stadighed skal have politisk bevågenhed. 

At det er nødvendigt med et forsat tæt samarbejde med lærerne om udviklingen af folkeskolen.  

Kolding Lærerkreds vil ikke lade løfterne gå i glemmebogen.

  • Vi siger ”glemmer du, så husker jeg”. Vi vil minde politikerne om løfterne, både her i valgkampen og senere. For vi vil gerne levere kvalitet i undervisningen, siger Anders Petersen.

Lærerne og pædagogerne har fuld opbakning fra Enhedslisten. Liste Ø har ikke ændret holdning. Spørgsmålet er, om de borgerlige partier og byrådsflertallet har.

  • Det får vi at se næste gang, der skal laves budgetforlig, siger Enhedslistens spidskandidat, Benny Dall.