Stop nedrivning af boliger i Skovparken/Skovvejen
Enhedslistens byrådsmedlem Benny Dall vil have byrådet til at stoppe med nedrivning af gode lejligheder i Skovparken og på Skovvej. Det sker på baggrund af en dom fra EU domstolen, der fastslår, at både direkte og indirekte forskelsbehandling på grund etnisk oprindelse er forbudt.
“Vi har hele tiden ment, at det er groft diskriminerende, at man vil rive boliger ned, blot fordi man ikke kan lide lejernes hudfarve. Nu siger EU domstolen det samme. Jeg mener, at det må få den konsekvens, at vi ikke river flere boliger ned. De tre blokke på Skovparken, hvor man allerede har besluttet at smide lejerne ud, skal lejes ud igen og planerne om nedrivning skal skrottes. Det giver ingen mening, at blokkene skal stå tomme og forfalde, mens vi venter flere år på det danske retssystem. EU domstolen siger klart, at det er diskriminerende at lave lovgivning, der baserer sig på race og etnicitet. Det er på tide, at vi behandler lejerne i Skovparken/Skovvejen og i Munkebo på samme måde som andre borgere i byen,” siger Benny Dall

Da samtlige partier i byrådet besluttede at rive gode boliger ned i Munkebo og Skovparken/Skovvejen skete det på baggrund af en lov, der diskriminerer borgere af anden etnisk herkomst. Kun Enhedslisten stemte imod at forskelsbehandle de borgere, der bor i de to boligområder. Også i folketinget stemte Enhedslisten mod ghettoloven. Nu har EU domstolen udtalt, at der efter domstolens mening, ser ud til at være tale om diskrimination, fordi loven direkte rammer boligområder, hvor mere end halvdelen er indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke vestlige lande. Det i strid med EUs direktiv om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse.
EU domstolens afgørelse betyder, at den danske stat nu har pligt til at bevise over før landsretten, at ghettoloven ikke har indført diskrimination på grund af etnisk oprindelse. Det får den i følge professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage svært ved. I følge ham har EUs afgørelse “den konsekvens, at det ikke er muligt at fortsætte med regeringens ghettoplan og for eksempel tvinge beboere til at flytte.” Det siger han til TV2.
Benny Dall siger:
“Vi synes, at EU dommen må være startskuddet til en helt ny måde at behandle de almene boligområder på. Det vil vi arbejde hårdt for i den kommende byrådsperiode. I stedet for at bruge pengene på at rive boliger ned, skal vi bruge dem på at bygge op. Som kommune skal vi sørge for, at der bygges idrætshaller og skabes gode fritidsfaciliteter i området ved Skovparken. Vi skal selvfølgelig også fortsætte det store boligsociale arbejde, der hjælper de lejere, der af forskellige grunde er udfordret og har brug for støtte. Der gør de almene boligselskaber allerede en stor indsats. Vi skal holde op med at stemple områder som ghettoer. Vi skal holde op med at diskriminere.”

Enhedslistens politiske ordfører i folketinget Pelle Dragsted slår fast at regeringen som følge af dommen bør stoppe med at smide mennesker ud af deres hjem og i det hele taget stoppe alle indgreb, der er en konsekvens af ghettoloven.
Det samme vil Enhedslisten i Kolding foreslå byrådet. Det sker, når Benny Dall tager sagen op i byrådets økonomiudvalg allerede i januar måned.








