Enhedslisten til byrådskolleger: Lad os hjælpe Hussam og Dania al-Kholi

Enhedslistens byrådsmedlem, Benny Dall opfordrer byrådet i Kolding til at gøre en fælles indsats for at hjælpe Hussam og Dania Al-Kholi, der sammen med deres familie risikerer at blive sendt tilbage til det syriske diktatur.

Hussam går i 2.G på Hansenberg  og Dania er på vej til at blive HF student i sommer.

Her kan du se Benny Dalls henvendelse til byrådsmedlemmerne:

“Kære byrådskolleger

Historierne om de syriske flygtninge, der nu får frataget deres opholdstilladelse, med udsigt til mange års uproduktivt ophold i udrejsecentre, fylder medierne. De seneste dages lokale historier om bl.a Hussam og Dania Al-Kholi er ikke til at holde ud at læse.

JydskeVestkysten har i flere artikler omtalt den syriske familie.

Jeg overvejede at rejse sagen i byrådet, men kom til den konklusion at det måske ikke hører hjemme der. Omvendt mener jeg, at vi som politikere må vise vores holdning til den inhumane politik det er udtryk for.

Jeg har derfor skrevet denne henvendelse til ministeren, som jeg vil bede jer overveje, om I vil støtte ved at være medunderskrivere”:

Til udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye
Vi er en gruppe medlemmer af Kolding byråd, som ser med bekymring på at familier, børn og unge
med baggrund i Syrien mister deres opholdstilladelse, med henblik på at de så skal rejse tilbage til
et land, hvor der er tvivl om sikkerheden og som fortsat er styret af et brutalt diktatur.
Vi mener det er bedst for børn, familier og de unge at blive i deres vante omgivelser i Kolding og
omegn, frem for at tage tilbage til et land, hvor der ikke er garanti for sikkerhed og
menneskerettigheder.
Udsigten til at de får et langvarigt ophold på et udrejsecenter er også bekymrende. Det vil skade
børnenes opvækst, forhindre familierne i at leve et normalt liv og ødelægge de unges drøm om en
uddannelse. De drømmer alle om en fremtid hvor de kan bidrage til det samfund, de lever i. Det
ønsker vi de får mulighed for.
Vi opfordrer til, at der findes løsninger, som kan sikre at børn, familier og de unge kan fortsætte
deres liv i de lokalområder, hvor de bor, arbejder og studerer.