Enhedslistens valgprogram til byrådsvalg i Kolding

Grønt, Rødt og Solidarisk

 

De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Solidaritet er en kerneværdi for Enhedslisten i Kolding.

Sociale forskelle giver også i Kolding ulige muligheder for at få gavn af fællesskabet.

Hvorfor er der for eksempel ikke en idrætshal ved Skovparken/Skovvejen, selvom det er Koldings største almene boligområde med knap 1000 boliger?

Kolding kan gøre meget, meget mere for at blive en grøn kommune. Der er behov for at sætte farten markant op. Grøn omstilling er en kerneværdi for Enhedslisten i Kolding.

Hvorfor stoppede Kolding Kommune i 2013 med at planlægge flere vindmøller og hvorfor er der ikke fyldt med solceller på industriens og de offentlige bygningers tage?

Enhedslisten i Kolding går til valg på mere lokal solidaritet og hurtigere klimaomstilling.

Enhedslisten arbejder for et rødt og grønt flertal.

Enhedslisten peger på en af borgmesterkandidaterne fra rød blok.

 

Fællesskab i Kolding

 

Solidarisk beskæftigelsespolitik:

  • Beskæftigelsessystemet skal hjælpe borgerne i stedet for at nedbryde dem. Oprettelse af meningsfulde servicejobs med normal ret til ferie og dagpenge. Der er mange opgaver, hvor arbejdsløse kan være med til at skabe bedre forhold for børn og ældre. Forsøg med jobgaranti til personer, der har været ledige i mere end et år.
  • Vi skal styrke indsats for de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Oprettelse af kommunalt vikarbureau, der skal hjælpe socialt udsatte og handicappede ind på arbejdsmarkedet.

 

 

 

Boliger til gavn for lejerne i stedet for profit til investorerne

  • Det skal ikke være pengepungen, der afgør, om man kan få en god og tryg bolig i Kolding. I stedet for at bygge dyre lejligheder og ejerlejligheder i høje boligtårne, der tager udsigten fra andre lejere, skal der bygges lejligheder, folk har råd til at betale. Kolding kommune har alt for få almene boliger. Derfor skal vi i gang med at mange flere almene boliger. Den boligsociale indsats i de almene boligområder Brændkjær, Knud Hansens Vej, Norgesvej, Munkebo, Højhusene og Skovparken/Skovvej skal styrkes.

Gode lejligheder skal ikke rives ned

  • Enhedslisten er konsekvent modstander af at nedrive gode boliger. Derfor fortsætter vi kampen mod nedlægning af lejligheder i Skovparken/Skovvejen og Munkebo som følge af den meningsløse og utryghedsskabende ”ghettolov.”
  • Vi foreslår, at kommunen opkøber lejligheder og indgår driftsaftaler i områder, der er ramt af ghettoloven, for at forhindre at lejlighederne rives ned. I tilfælde af genhusning efter nedrivning skal lejerne sikres en tilsvarende bolig til samme husleje. For alle lejligheder, der rives ned, skal der bygges erstatningsboliger.

 

 

Styrkelse af folkeskolen og daginstitutionerne

  • Flere penge til folkeskolen og daginstitutionerne. Enhedslisten vil styrke det fælles skolevæsen, der har været ramt af nedskæringer gennemført af flertallet i byrådet. Enhedslisten vil ikke lukke skoler i de små lokalsamfund af økonomiske grunde.
  • Der er mangel på daginstitutioner i midtbyen, specielt vuggestuer. Enhedslisten har længe arbejdet for en ny stor kommunalt drevet daginstitution i midtbyen, gerne i Skovparken, hvor der er et stort behov. Det vil vi fortsat kæmpe for. 
  • SFO i Kolding er for dårligt normeret og forældrebetalingen er for høj Det vil vi lave om på med et normeringsloft på maksimum 9 børn pr. pædagog. Forældrebetalingen skal sættes ned fra de nuværende godt 1700 kroner om måneden til højst 1000 kroner. Det er endda rigeligt dyrt.

 

Folkekøkkenet og Café Paraplyen er en hjertesag.

  • Værestederne i Kolding Kommune, især Folkekøkkenet og Café Paraplyen, der drives af KFUM for Kolding Kommune, løser ikke opgaven godt nok. Der er for få aktiviteter og for lidt inddragelse såvel af brugere som af frivillige. Det skal der laves om på. Vi skal have et samarbejde mellem værestederne, så alle brugere føler sig velkomne overalt.
  • Der skal være mulighed for at bidrage til den daglige drift med småopgaver, og værestederne skal formidle småjobs betalt på socialt frikort.
  • Der skal skabes et vikarbureau for udsatte, der ønsker at komme i arbejde.

Mere hjælp til borgere med handicap

  • Kolding skal være den bedste by at være handicappet i. Skal vi nå i mål med den ambition, er der langt igen. Det handler om, at borgere med handicap skal have mulighed for at leve et så almindeligt liv som muligt og få den nødvendige hjælp. Det kræver lydhørhed og inddragelse. Det må vi blive bedre til.
  • Det handler om tilgængelighed. Der må indføres screening og høringsret for borgere med handicap i forhold til nye byggerier. Kolding bygger stadig nyt, hvor de mest elementære handicapforhold ikke er i orden. Det må stoppe.
  • Det handler om lige tilgang til fritidsaktiviteter og arbejde. At der sættes ind for adgang til fritidsfaciliteter og haller. Vi vil bl.a. arbejde for et nyt handicapbassin med moderne handicapudstyr i Slotssøbadet.
  • Handicapfaciliteter på vores strande er ikke eksisterende. Det vil vi lave om på. Parkering, toiletter og omklædning for handicappede skal på plads som det første. Næste skridt er en strand udstyret med moderne hjælpemidler, der gør det muligt for handicappede at komme i vandet.
  • Handicappede kan bidrage på arbejdsmarkedet. Men det kræver en fokuseret indsats fra Jobcentret. Vi ønsker et særligt korps, der fokuserer på den opgave.
  • Uddannelsesmulighederne må forbedres. Vi har nu en treårig HF for psykisk handicappede. Vi arbejder for et lignende tilbud til unge med fysisk handicap.

Mere tryghed for de ældre

  • Vi skal forbedre ældre borgeres hjemmehjælp. Enhedslisten foreslår en mere fleksibel hjemmehjælp og ret til årlig hovedrengøring i eget hjem. Vi vil udvide den populære klippekortsordning fra de nuværende 45 minutter om ugen til 1 time om ugen. Der skal være mulighed for at samle tiden til 2 x 3 timer eller 1 X 6 timer. 
  • Ældre mennesker skal ikke længere udsættes for alt for mange skiftende hjælpere. Det gør det svært at lære hinanden at kende. Kolding kommune skal arbejde for, at de ældre får et personligt forhold til de hjælpere, der kommer i deres hjem.

 

Grøn kommune

 

Mere kollektiv trafik – også i kommunens lokalsamfund

  • Kolding kommune skal have et visionært og fleksibelt kollektivt trafiksystem. Bilerne skal væk fra centrum. Der skal ske et markant skift i prioriteringen, så pengene i højere grad bruges på cykelstier og kollektiv trafik end på privatbilisme og parkeringspladser i centrum. 
  • Enhedslisten foreslår et fintmasket net af el- eller brintdrevne minibusser, så man kan komme hurtigt og let fra alle lokalsamfund til Koldings centrum. Bussen skal køre fire gange i timen på de tidspunkter, hvor borgerne har brug for at komme til og fra arbejde og to gange i timen i de fleste af døgnets øvrige timer. En e-bus billet skal være billig – 3-5 kroner – for at gøre det til et brugbart alternativ for alle familier. Enhedslisten ønsker også at fremme cyklismen og foreslår derfor en massiv udbygning af cykelstier i hele kommunen. De eksisterende cykelstier skal vedligeholdes bedre.

Grøn by og havn

  • Enhedslisten ønsker at bevare natur og rekreative områder i kommunens byområder. Ved nybyggeri skal der tages større hensyn til borgerne, naturen og lokalmiljøet, når der laves lokalplaner og gives byggetilladelser. Indsatsen for at gøre Koldings midtby attraktiv skal øges. 
  • By og havn skal hænge sammen. Enhedslisten var primus motor i at sikre havnens overlevelse, så der både er plads til by og havn. Men havnens fremtid skal være grøn. Det kræver en stor og omfattende omlægning over en årrække. Havneaktiviteter skal koncentreres i Nordhavnen, mens Sydhavnen og Inderhavnen skal være for kreative virksomheder, socialøkonomiske værksteder, foreninger og billige boliger. Enhedslistens vision er, at skibsfragt losses og lastet til og fra godsvogne på det eksisterende banenet ved Kolding Nordhavn, hvorfra det køres til lagerplads uden for byen. Dermed kommer den store oplagring af kunstgødning og foderstoffer væk fra byen, hvor det ikke hører hjemme. Desuden lettes havnen for en stor mængde tung trafik.

Stop trafikkaos. Luk trafikken på Jens Holms Vej

  • Jens Holms Vej skal på længere sigt lukkes og erstattes af en tunnel under fjorden, der forbinder trafikken mellem Fynsvej og den sydlige bydel.

Drop Marina City og lav en ny bynær badestrand

  • Marina City skrottes helt. Lystbådehavnen i nord flyttes til Marina Syd. I inderfjorden etableres sand, strand og gode bademuligheder øst for den nuværende bådoplagringsplads ved Marina Syd.

Enhedslisten er konsekvent modstander af klapning

  • Enhedslisten har som eneste parti i byrådet stemt konsekvent imod klapning af miljøskadeligt bundmateriale fra Kolding havn. Lillebælt er i forvejen hårdt ramt og skal ikke forurenes yderligere. Opgravet bundmateriale skal i stedet behandles og genbruges miljømæssigt forsvarligt.

 

 

 

Grønne lokalplaner

  • Grønne lokalplaner skal forpligte virksomheder i nye industriområder til at etablere vedvarende energi og fremme bæredygtighed.