Flere almene boliger med lav husleje

Der er stort behov for boliger, som almindelige mennesker har råd til at bo i. Derfor foreslår Enhedslisten at bygge flere almene boliger i Kolding.

Private bygherrer bygger boliger i Kolding Kommune som aldrig før. Men skal der bygges boliger, som er til at betale, skal de almene boligselskaber på banen.

Enhedslisten har en plan, der skal skaffe langt flere boliger med en husleje, der er til at betale. Baggrunden er, at nybyggeri af almene boliger i Kolding er gået stort set i stå. Enhedslisten foreslår derfor, at det kommende byråd beslutter at bevilge 50 millioner kroner om året i grundkapital til at bygge nye almene boliger. Det vil give omkring 250 nye boliger årligt.

Almene boliger er vigtige, fordi de generelt har en lavere husleje end private. For den gruppe mennesker, der ikke har ret mange penge, er det måske den eneste bolig, de kan overkomme økonomisk. Derudover løser almene boliger en kæmpestor opgave med sociale indsatser i boligkvartererne. De tager for eksempel hånd om de unge og alle mulige andre ting. Det er ikke bare et hus eller en lejlighed, man bor i. Det er også fælles aktiviteter og ansvar for forskellige udsatte grupper. Man får et godt socialt naboskab oveni sin lejlighed.

Færre almene boliger i Kolding

Faktisk går det i øjeblikket den forkerte vej. Ghettoloven har betydet, at boligselskaberne i Kolding skal rive 500 velfungerende boliger ned.

Benny Dall: Vi vil bygge 250 nye almene boliger om året

Benny Dall, spidskandidat for Enhedslisten:

  • Vi stemte jo imod ghettoloven i byrådet, da den var til behandling i Kolding. Vi har hele tiden sagt, at det er det glade vanvid, at man river velfungerende boliger ned uden at erstatte dem og ødelægger hele boligkvarterer. Det er dumt. Det er vanvittigt, og det løser ikke de problemer, man siger man vil løse. Og for nogens vedkommende betyder det endda en højere husleje.

Kolding Kommune havde tidligere et mål om, at der skulle være omkring 25 procent almene boliger i kommunen. Det mål har det nuværende byråd ikke levet op til. Det skyldes, at byrådet ikke har prioriteret at bygge nye almene boliger.

De almene boligselskaber vil ellers gerne opføre boliger, men den politiske vilje i det nuværende byråd mangler. Boligselskaberne vil gerne bygge både i Kolding by, men også ude i centerbyerne og landsbyerne i kommunen. Det er en udvikling, som Enhedslisten støtter. Almene boliger i landsbyerne vil desuden være med til at stoppe afstrømningen fra landsbyerne, så blandt andet daginstitutioner og skoler stadig har et befolkningsunderlag. For yderligere at støtte den udvikling foreslår Enhedslisten langt bedre kollektiv trafik uden for Kolding by.