Hærvejsmotorvej ødelægger naturen. Borgere og grønne politikere kæmper sammen

Smukke, sammenhængende naturområder skal ikke skamferes af en motorvej. Derfor er borgerne i en række landsbyer, herunder Ødis gået til kamp mod planerne om en hærvejsmotorvej.

Onsdag d. 8. november inviterede organisationen “Hærvejsmotorvej NEJ TAK” både borgerlige og røde politikere til at se, hvilken naturrigdom en ny motorvej vil ødelægge. De borgerlige partier havde ikke lyst til at møde borgerne fra Ødis.

Motorvejen, der skal løbe gennem Sydjylland og Midtjylland, er ikke vedtaget endnu. Regeringen har sammen med S, DF og Radikale i Folketinget besluttet at gennemføre en VVM-undersøgelse af hærvejsmotorvejen. I Kolding byråd siger SF, Radikale og Enhedslisten nej, mens resten af byrådet siger ja. De tre modstander partier i byrådet har sammen med partiet Alternativet indgået et grønt valgforbund, der er enige om at kæmpe mod motorvejen.

Borgere i Ødis viser motorvejsplanerne frem for blandt andre spidskandidat, Benny Dall fra Enhedslisten og spidskandidat, Karina Lorentzen fra SF. Også landspolitikerne Pia Olsen Dyhr, SF og Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten støtter de lokales kamp for naturen

Motorvejsmodstanderne fra Ødis efterlyste de borgerlige politikere fra Kolding byråd. Hvorfor er det, at de ikke vil møde op og forklare os, hvorfor de går ind for motorvejen, spurgte de.

Koldings borgmester Jørgen Pedersen, Venstre har tidligere sagt til JydskeVestkysten, at han ikke ser nogen grund til at diskutere en motorvej, før Vejdirektoratet har fastlagt linieføringen. Derfor forstår han ikke, hvad det er motorvejsmodstanderne vil diskutere.

Men landsbyerne vil gerne diskutere motorvejen, inden det er for sent. De er bekymrede. Det er nu diskussionen skal igang.

SFs formand Pia Olsen Dyhr slog til lyd for, at bruge flere penge på en letbane og på kollektiv trafik i stedet for at ødelægge naturen.

  • Vi skal have folk på skinner, sagde Enhedslistens spidskandidat, Benny Dall.

Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten mente, at der er grobund for at skabe en bred modstand, fordi mange går op i at bevare naturen og de små landsbysamfund. Hvis opbakningen bliver stor nok, kan det være med til at rykke de blå partier, sagde hun.

Naturvejleder: Vores natur er unik

Naturvejleder Frede Nielsen forklarede, at flere landskaber langs hærværksmotorvejen er unikke naturområder, der stammer helt tilbage fra istiden.

  • Vi har et landskab, vi skal passe på. Og vi har ikke for meget natur i forvejen, sagde Frede Nielsen

Svanemosen ved Kolding, søen og naturområdet ved Ødis og flere naturområder længere nordpå vil blive ødelagt, hvis motorvejen bliver bygget.

“Hærvejsmotorvej NEJ TAK” peger på, at der ikke er påvist nogen nævneværdig aflastning af trafikken, hvis der kommer en hærvejsmotorvej. Og netop aflastning af trafikken på motorvej E 45 er tilhængernes vigtigste argument for en ny motorvej. Et argument, der altså ikke holder.

For borgerne langs den foreslåede motorvej er det helt store spørgsmål, hvorfor natur og miljø skal ødelægges for at bygge en motorvej, der ikke er beviseligt behov for.

  • Hvorfor skal vi have så meget persontrafik på vejene. En ny motorvej giver endnu flere biler og endnu mere støj, vores tids svøbe, sagde Andra Pachai fra “Hærvejsmotorvej NEJ TAK”