Læs, hvad kandidaterne på Liste Ø har på hjerte

Enhedslisten opstiller ti kandidater til byrådsvalget 16 november 2021. Kandidaterne er opstillet i prioriteret rækkefølge.

1. Benny Dall, byrådsmedlem

De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Vi arbejder for mere lokal solidaritet og hurtigere klimaomstilling. Vi vil pege på en borgmester fra rød blok. Vi skal være langt mere solidariske med børnefamilier, ældre og udsatte. Kolding skal være den bedste by for mennesker med handicap.

Kolding skal have mere vedvarende energi. Det kræver bedre kommunal planlægning og dialog med borgerne i de områder, hvor vi vil placere solcelleanlæg og vindmøller. Bilerne skal væk fra centrum. Pengene skal i højere grad bruges på cykelstier og kollektiv trafik. Vi foreslår et fintmasket net af el- eller brintdrevne minibusser, så man kan komme hurtigt og let fra alle lokalsamfund til Koldings centrum.

Drop Marina City: I inderfjorden etableres sand og  bynær strand.

                               2. Hanne Dam, jobrådgiver og byrådsmedlem

Vi skal tage folk i hånden, når de har brug for hjælp. Jeg har siddet i byrådet i snart tyve år, og jeg ved, hvor nødvendigt det er, at vi hjælper de borgere, der er i klemme. Enhedslisten siger tingene, som de er. Vi har fokus på borgere, som har det svært. For mig handler det om at bevare den sociale indignation i en tid, hvor uligheden i samfundet vokser.

Sociale væresteder er min hjertesag. KFUM, der driver Café Paraplyen og Folkekøkkenet, gør det ikke godt nok. Jeg kunne tænke mig, at de arbejdede efter selvværd og sammenhæng – borgerens centrum. Der er for få aktiviteter og brugerne bliver ikke inddraget. Det vil jeg gerne ændre. Vi kan også blive bedre til at få flere på arbejdsmarkedet. Jeg tror på, at vi med småjobs, sociale frikort og jobmentorer kan få mange flere i arbejde.

3. Jannie Winberg, sælger

Jeg brænder for de psykisk syge og de handicappede borgeres sag

Hele specialområdet og hjælpen til handicappede og psykisk syge sejler. Det er alt for svært at blive udredt i Kolding kommune. Hvis man søger om støtte, kan der gå adskillige måneder, før man får svar, selvom kommunen har pligt til at svare hurtigt.

For mig at se, skal PPR (pædagogisk, psykologisk rådgivning) tage sig sammen til at gøre noget for at handle. De vil hellere holde statusmøder hver tredje måned med ti mennesker i stedet for at udrede folk en gang for alle. Hvis man ved, hvad der er galt, ved man også, hvilke værktøjer der virker.

     4. Ivan Balleby, lærer og musiker

En gang rev man boliger ned fordi der var noget i vejen med dem. Nu river man boliger ned, fordi man mener, der er noget i vejen med dem, der bor i dem.

Vi synes alle borgere i Danmark skal være ligestillede, uanset hvilken etnisk baggrund de har. Lejligheder i Skovparken-Skovvejen og Munkebo skal ikke rives ned som følge af den utryghedsskabende ”ghettolov”.

Hvis der er problemer i et boligområde, skal vi løse dem i stedet for at smide folk ud og flytte problemerne et andet sted hen.

Enhedslisten ønsker flere almene boliger i Kolding – ikke færre.

5. Margot Pedersen, pædagog

Jeg vil arbejde for flere almene boliger, der er til at betale. Vi har gode almene boliger i Kolding til en rimelig husleje, som på grund af “ghettoloven” skal rives ned. I stedet bygger man nye boliger til en husleje, mange ikke kan betale. Det er tåbeligt.

Jeg vil arbejde for gode dagsinstitutioner i nærområderne. På grund af “ghettoloven” bliver gode institutioner lukket. Det betyder, at børnene bor for langt fra deres institution. Det gør det sværere at knytte venskaber og lave legeaftaler.

Jeg vil arbejde for at styrke biodiversiteten i hele kommunen.

 

         6. Brian Simonsen, systemudvikler

Syge skal behandles ordentligt, og have ro til at blive raske og ikke stresses af meningsløse kurser, afprøvninger og praktikker. Syge skal
Ikke bruges til at dække arbejdsgivernes behov for billig arbejdskraft.

Arbejdsløse skal tilbydes kurser og opkvalificering, der tager hensyn til den arbejdsløses interesser og evner.

Kultur og foreningsliv skal gøres tilgængelig for alle også folk med lave indtægter .

Almene betalelige boliger skal prioriteres i hele kommunen. I mange af de små omegns byer findes der slet ikke almene boliger. Hvis man ikke har råd eller lyst til egen bolig, kan man slet ikke bo i de små byer.

Kolding kommune skal bindes bedre sammen med cykelstier.

7. Alice Munkholm Dall, lærer

Det er uhyggeligt, når mænd slår deres koner eller kærester ihjel. Det sker cirka 12 gange om året i Danmark. Det er et kæmpe samfundsmæssigt problem. Vold er ikke bare et socialt problem. Vold er et ligestillingsproblem, et juridisk problem, et beskæftigelsesproblem, et integrationsproblem, et sundhedsproblem, som kalder på konkret politisk handling.

Partnervold, social kontrol, trusler og digitale krænkelser mod kvinder, er desværre også en realitet i Kolding. Vi må nå disse, ofte meget unge kvinder, langt tidligere, end det er tilfældet i dag.

Der er hårdt brug for ambulant rådgivning, sikkerhed, pladser på et krisecenter samt gratis psykologhjælp for kvinder (og deres børn), som har været ofre for, eller vidne til vold.

8. Erik Voss, Folkepensionist

Skrot Marina City, der kræver klapning af slam ud for Trelde Næs, som er en del af Lillebælt,  der er nærmest uden liv og meget præget af forurening.

Munkebo og Skovparken er ikke ghettoer. Det er tudetosset at nedrive gode boliger. Derfor er jeg er modstander af den tåbelige ghettolov. Kommunen skal opkøbe lejligheder og lave driftsaftaler i de såkaldte ghettoområder, så nedrivning forhindres. Hvis der alligevel rives boliger ned, skal der selvfølgelig bygges erstatningsboliger.

Folkekøkkenet og Café Paraplyen skal forbedres. Der er for få aktiviteter. Brugerne og de frivillige bør inddrages mere. Udsatte, der ønsker at komme i arbejde, skal have et vikarbureau.

9. Daniela Skov, underviser

For mig er det vigtigt, at vi tager hånd om mennesker, der har brug for hjælp. Uanset om det er danske borgere, der er psykisk syge eller det er flygtninge. Jeg synes ikke, vi skal sende syriske flygtninge tilbage til en diktator. Mange syriske flygtninge bidrager til det danske samfund med arbejde eller uddannelse. Det er koldt og meningsløst at sende dem hjem eller lukke dem inde på et udrejsecenter.

Lige nu er der mange afghanere, der flygter fra Taliban. Jeg blev meget glad, da jeg hørte Rosa Lund fra Enhedslisten sige, at Danmark skal tage imod de afghanske flygtninge. Det gav mig modet til at stille op som kandidat til byrådet.  Som kommune kan vi sige til regeringen, at både de syriske og afghanske flygtninge er velkomne i Kolding.

 

10. Ole Maass, journalist

I Kolding er der som i resten af landet lange ventelister på at få en
almennyttig bolig. Man kan komme til at vente i mange år, og det bliver
ikke bedre, når konsekvenserne af ghettoloven, som betyder nedrivning af gode boliger, føres ud i livet. I Enhedslisten vil vi arbejde på, at
Kolding Kommune presser på for, at der opføres flere almennyttige
boliger – vel at mærke til priser, som er til at betale – også selvom
man ikke er født med en guldske i munden. I de senere år er der opført
masser af dyre ejerlejligheder til 2,5-4 millioner kroner i Kolding. Der
opføres også private udlejningsboliger, og en hel del af dem har folk
med beskedne indkomster ikke råd til at bo i. Derfor skal der opføres
flere almennyttige boliger til rimelige priser. Boligpolitikken, som i
mange år mest har favoriseret ejerne og ikke lejerne, er en faktor til
stor social ulighed – i Danmark og i Kolding.