Massakre: Rødt firkløver gjorde, hvad de kunne. Venstre truer med flere besparelser

En voldsom nedskæring af velfærden i Kolding er en realitet. Det Røde Firkløver kæmpede imod med alle fire stemmer, men det var langtfra nok.

Det Røde Firkløver bestående af SF, Enhedslisten og Hanne Dam, tidligere socialdemokrat fremlagde et alternativt budgetforslag uden sociale nedskæringer. Forslaget var regnet igennem og var økonomisk realistisk. Men Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Socialdemokratiet fastholdt millionbesparelserne og nedstemte Firkløverets forslag.

Se en nærmere gennemgang af de to budgetforslag her: https://kolding.enhedslisten.dk/wp-admin/post.php?post=1878&action=edit

Hans Holmer, SF takkede alle demonstranterne, der mødte op og viste sin utilfredshed:

  • Tak, fordi I kæmper. Vi taber nok det her slag, men vi skal kæmpe videre for både børn og gamle.
  • Det, vi vil gøre, er at bruge pengene på velfærd i stedet for at skære ned. Vi er ærlige omkring, at vores budget ikke levner meget til overs til udvikling i kommunen. Skal der udvikling til, skal der flere penge til. Derfor foreslår vi en skattestigning i 2022.
  • At Radikale og Socialdemokratiet sælger ud af deres kerneværdier er det virkeligt overraskende her.

Benny Dall Enhedslisten:

  • I min tid har jeg ikke før oplevet, at man skærer så hensynsløst ned over en bred kam. Det bliver ikke det samme Kolding.
  • De udsatte børn kan vi ikke reparere på om to år, men det kan vi med vejene. Den menneskelighed, vi kunne give, forsvinder. Det er et valg, I træffer. Oven i købet et unødvendigt valg. 450 millioner kroner ender i alle mulige kasser.
  • Som formand for handicapudvalget er jeg interesseret i, hvad vi kan gøre for at få handicappede ind på arbejdsmarkedet. Her kan jobkonsulenter hjælpe, men det forringer det her budget.

Hanne Dam forlod den socialdemokratiske byrådsgruppe i protest mod, at Socialdemokratiet vil spare på de svageste og de udsatte:

  • Idag er en speciel dag for mig, for jeg har indtaget en ny plads. Jeg får at vide, at jeg skal være ansvarlig. Jeg har stemt for budgettet 17 gange, og jeg er selvfølgelig ansvarlig.
  • Det her budget giver en større social ulighed. Og hvis vi gør, som vi plejer, får vi det samme resultat, nemlig besparelser hvert år. Jeg har satset meget for at stå her. Og det har været det hele værd.
På byrådsmødet tog borgmester Jørn Pedersen ordet adskillige gange for at fralægge sig ansvaret og lange ud efter venstrefløjen

I debatten på byrådsmødet var tonen hård. Specielt Dansk Folkeparti og borgmester Jørn Pedersen beskyldte venstrefløjen for at have brugt for mange penge og dermed være årsag til underskuddet i kassen. Borgmesteren fralagde sig nærmest en del af ansvaret på trods af, at Venstre har det absolutte flertal i Koldings byråd og at alle partier har besluttet, hvordan pengene skal bruges.

Flere besparelser på vej?

Venstres gruppeformand, Merete Due Pårup kaldte budgettet et nødvendigt “lortebudget”. Men alligevel ville hun ikke love, at der ikke kommer flere besparelser:

  • Vi kan ikke love, at der ikke er besparelser fremad, og vi kan faktisk ikke love, at der er styr på økonomien. Men vi arbejder edderbankemig på det.
Der var mange tilhørere til debatten. Adskillige demonstranter var rykket med indenfor for at overvære byrådsmødet.

De voldsomme nedskæringer i er nu en realitet, men Det Røde Firkløver har ikke opgivet at kæmpe videre. Firkløveret har lovet hinanden at mødes igen om kort tid for at diskutere, hvilke nye initiativer, de kan blive enige om.

Enhedslisten håber, at samarbejdet fortsætter. Benny Dall siger:

  • Jeg regner med, at der kommer flere initiativer. Jeg håber, at vi kan komme med nye fælles udspil, der både handler om en bedre klimaindsats og om at komme den sociale skævhed i Kolding til livs.