Munkebo er ingen ghetto. Her er trygt, og vi fungerer fint sammen, siger beboer.

Ida Jørgensen er pensionist. Hun flyttede ind i Munkebo i 2018. Hun er tryg ved at bo der, og kan på ingen måde forstå, at hendes boligkvarter er stemplet som en hård ghetto med med uro, utryghed og store problemer.

  • Jeg kan ikke se nogen problemer. Her er stille og roligt. Der sker ikke mere her, end der gør andre steder ude i byen. Jeg er vældig tilfreds med at bo her. Jeg har nogle gode naboer. Til den ene side er det nogle med en anden etnisk baggrund. De er vældig, vældig søde. Det er et ungt par, der har tre små drenge. Manden siger, at jeg bare skal sige til, hvis jeg skal have hjælp til haven eller hækklipning og alt muligt andet. De er så søde og så rare.

Den tidligere borgerlige regering vedtog med opbakning fra SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en ghetto-lov, der betyder, at boligselskaberne skal nedlægge gode almene boliger blandt andet i Munkebo. Formålet er at ændre beboersammensætningen.

Støt ophævelse af “ghettoloven”: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04982

Ida Jørgensen ved ikke, hvad der skal ske med hendes lejlighed.

  • Jeg har hørt, at den blok, jeg bor i, skal rives ned. Der er ikke kommet nogen informationer om noget som helst. Jeg mener, at der går nogle år, inden det skal rives ned. Det er nok derfor, vi ikke har hørt noget endnu. Det er en meget usikker situation.
Ida Jørgensens datter er autist. Hun bor i blokken på den anden side af græsplænen. De har brug for hinandens hjælp, og de frygter, hvad der sker, hvis Ida Jørgensen lejlighed skal nedlægges.

Fakta: Blandt andet følgende kriterier afgør, om et boligområde er en ghetto: 

  • Hvis der bor mere end 50 % indvandrere eller efterkommere af indvandrere 
  • Hvis for få beboere har en uddannelse udover grunduddannelsen
  • Hvis mere end 40% af beboerne hverken er i arbejde eller under uddannelse.

Ida Jørgensen synes kriterierne rammer helt ved siden af.

  •  Jeg synes ikke, det skal være et kriterie, om du har arbejde eller ej, eller hvor du kommer fra. Jamen, jeg synes, det er vanvittigt. Det må jeg ærligt indrømme.

Årsagen til at Munkebo er på ghettolisten er, at for få beboere har en uddannelse og at 40.5 % er uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse. Hvis bare nogle ganske få beboere får arbejde, vil Munkebo ikke længere være på listen. Derudover bor der ifølge den seneste ghettoopgørelse 61.7 % indvandrere og efterkommere efter indvandrere. Partierne bag ghettoloven mener, at beboersammensætningen i Munkebo og andre lignende beboerområder har ført til såkaldte “parallelsamfund”.

Ida Jørgensen ryster på hovedet af, at Munkebo kaldes en ghetto

Ida Jørgensen ryster på hovedet, da vi spørger hende, om hun oplever parallelsamfund i Munkebo. Det ligger så langt fra hendes hverdag, at hun er et stort spørgsmålstegn. Vi uddyber spørgsmålet, så vi helt præcis forklarer, at tilhængerne af loven mener, at der er opstået et samfund ved siden af det almindelige samfund, hvor folk af anden etnisk herkomst har deres egne regler og dominerer lokalsamfundet. Vi spørger Ida Jørgensen, om det er noget, hun har oplevet.

  • Det mærker jeg altså ikke. De regler, som boligforeningen har, er vi selvfølgelig alle underlagt, og de bliver overholdt. Der er ikke noget med, at de har deres egne regler. Der er mange af anden etnisk herkomst, og der er også mange af dansk herkomst. Vi fungerer fint sammen uden problemer. Tværtimod. Jeg tror faktisk, at vi kan være med til at åbne os lidt mere og finde ud af, at de ikke er nær så farlige, som mange går og tror. De er mennesker lige som os.  Og de vil det bedste for alle, ligesom vi vil.

Enhedslisten har fra begyndelsen været modstander af ghettoloven og arbejder både i folketinget og lokalt i Kolding for at få den ophævet.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04982