I Enhedslisten ærgrer vi os over de stemmer vi tabte ved kommunalvalget. Det samme gør de i Socialdemokratiet. Alternativet er kede af at de ikke kom ind. De Radikale er tilfredse, men ville gerne have et mandat mere og SF er naturligvis glade for deres to nye byrådsmedlemmer.
Anderledes var det ved valget i 2013 hvor Enhedslisten stormede frem, Socialdemokraterne havde et godt valg, de Radikale holdt skansen og SF blødte to tredje dele af deres stemmer.
Og alligevel minder valgene om hinanden på et punkt. Ikke en procent er vi i rød blok i stand til at flytte fra den borgerlige blok. Ved begge valg fik vi tilsammen ca. 34% af stemmerne. En tilbagegang fra skæbnevalget i 2009 hvor vi tilsammen mønstrede næsten 40%.
Det er bekymrende og bør få os til i fællesskab at overveje hvorfor.
Derfor et forsøg på nogle bud.
For det første er det tydeligt for enhver at vi ikke optræder som en samlet opposition.
Så vidt jeg mindes har vi ikke fremsat et eneste fælles forslag i de sidste 4 år. Vi har kun undtagelsesvis stemt sammen som det skete ved behandlingen af Contranssagen, men ellers ikke. Og vi når sjældent så meget som at tale sammen under centrale forhandlinger om budget eller andet. Under konstitueringsforhandlingerne gjorde vores manglende samarbejde det muligt for de borgerlige at ydmyge Socialdemokraterne, byrådets andet største parti, ved kun at give dem formandsposten i Arbejdsmarkedsudvalget, mens DF, der er langt mindre, får i alt tre centrale udvalgs formandsposter. En uhørt fordeling i et byråd hvor borgmesteren konstant taler om det brede samarbejde. Det havde jeg gerne ofret en indsats. Men det sker ikke fordi vi ikke mødes og holder front.
For det andet er det lige så tydeligt at vi ikke har et fælles politisk projekt.
Vi har umådeligt svært ved at finde den politiske platform der skal udfolde samarbejdet. Det selv om 8 års borgerlige prioriteringer sætter deres tydelige spor i kommunen.
Alle ansatte arbejder hårdere og hurtigere end nogensinde før. I en grad der ses på sygefravær, stress og opsigelser.
Serviceniveauet falder på alle kerneområder som børnepasning, folkeskole og ældrepleje.
Miljøindsatser er total fraværende. Planlægning for alternativ energi er sat på stand by for 5. år. Drikkevandsboringer lukkes pga sprøjtegift rester.
Og som om alt dette ikke er nok, er kassen mere end tom og skattestigninger og nedskæringer venter som et tema allerede ved de kommende budgetforhandlinger.
Der bør være nok vi kan samles om. Hvorfor sker det så ikke?
Det skyldes måske at vi ikke formår at blive enige om hvor vi i fællesskab trækker grænsen. I stedet løber vi hver vores vej med hver vores flig af løsningen.
Ingen af oppositionspartierne har stået faddere til lettelser på erhvervsbeskatningen. Men vi har ikke en fælles strategi for hvornår nok er nok. Det bør vi få inden de kommende budgetforhandlinger, hvor de borgerlige naturligvis er interesserede i at vi tager ansvar for deres mangeårige uansvarlighed.
Vi har dårlige erfaringer med skrivebordsprojekter som Synergiparken og Outlet. Alligevel er vi nu alle ved at blive trukket ind i et nyt på Marina City. Hver af os har sine betænkeligheder, men det fremstår ikke som et samlet udtryk.
Alle i oppositionen ønsker en skarpere miljøindsats, men i stedet for en overordnet strategi, løber vi hver i sær med enkeltsagen, der nok alle er gode, men ikke giver den nødvendige sammenhæng.
Og Arbejdsmarkedsområdet, især Jobcenterindsatsen, som vi alle har erkendt vi ikke har haft fokus nok på, skriger på nytænkning og opgør med meningsløs regeltyranni.
Mit synspunkt er, at vi må lægge vores ”se mig” partiegoisme til side og vove at finde sammen.
Vi skal ikke være tilfredse med at låne stemmer hos hinanden. Vi skal være et samlet alternativ der får stemmerne tilbage fra de borgerlige.
Måske vi skal bede alle de bevægelser der vil et andet Kolding hjælpe os ud af vildfarelserne.
Det vil gøre os alle bedre. Og det ville klæde Kolding at blive rødt igen. Og grønt for første gang.
