Partiskat sikrer Liste Ø nye lokaler i Kolding

Sang, musik, chili con carne og den røde forfatter Erik Voss i baren. Der var både indre og ydre varme, da Enhedslisten med stor tilslutning holdt valg- og indflytterfest i nye lokaler.

Enhedslistens byrådsmedlem, Benny Dall opnåede i november genvalg til byrådet. Og med genvalget kommer der fremover penge nok i partikassen til at leje lokaler, der kan danne ramme om Enhedslistens lokale aktiviteter.

Benny Dall var festens kok. Han beviste, at han ikke kun kan være skrap i byrådet.  Han kan også lave en god og stærk chili con carne.

Efter maden var der musik ved bandet Jil’s, hygge og fællessang.

Det er Enhedslistens regler om partiskat, der giver afdelingen i Kolding ekstra indtægter. I følge partilovene betaler folketingsmedlemmer, regionsmedlemmer og byrådsmedlemmer partiskat af de ekstra indtægter, de får i kraft af deres arbejde som folkevalgte. Formålet er at sikre, at politikere fra liste Ø ikke bliver pampere, der lever et liv, der ligger langt fra de mennesker, de repræsenterer. Derfor betaler Benny Dall partiskat af sine indtægter i byrådet. Og de penge går til husleje for de nye lokaler.

De unge socialister i Socialistisk Ungdomsfront, SUF har allerede planer om at indtage lokalerne og bruge dem som en ekstra dagligstue med filmfremvisning og andre aktiviteter.

Lokalerne ligger i de gamle Volkerts fabrikker, Agtrupvej 51C. Brug dem!