“Tusind tak til Tusindfryd. Venlig hilsen Enhedslisten.”

Måske har du aldrig hørt om Tusindfryd.

Tusindfryd er en perle, der i mange år har betydet utrolig meget for utrolig mange børn i Kolding.

Tusindfryd er en børnehave, der ligger i Skovparken. Den er en succes. Alligevel skal den snart lukke. Årsagen er den såkaldte ”ghettolov”, som et flertal i folketinget har vedtaget. Første april er det slut, og dermed slutter mange års betydningsfuldt arbejde med integration.

Enhedslistens byrådsmedlem i Kolding, Benny Dall synes ikke indsatsen skal gå i glemmebogen.

  • Tusindfryd har løftet en kæmpestor pædagogisk opgave. Institutionen har betydet virkelig meget for integrationen og har hjulpet mange udsatte familier i Skovparken området, siger Benny Dall.
Margot Pedersen er Tusindfryds bedstemor. Flere generationer i Skovparken har været glade for hende og de andre pædagoger i børnehaven.

Tusindfryd er en institution, hvor personalet har brændt for at hjælpe børnene. Margot Pedersen har arbejdet som pædagog i Skovparken i 28 år. Hun er med årene blevet Tusindfryds “bedstemor”.

  • Jeg passer nu børnebørnene til de første forældre, jeg mødte. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at følge familier gennem flere generationer. Når jeg går en tur i Skovparken, møder jeg flere kendte ansigter, end jeg gør i min egen gade. Den fælles rejse har givet mig ufattelig stor glæde. Jeg er dybt taknemmelig for, at disse dejlige mennesker har vist mig den tillid at have fået lov til at “låne” deres børn i nogle år.

Margot Pedersen blev i 1992 ansat som pædagog i udslusningsinstitutionen Globus. Globus var banebrydende. Som noget helt nyt ansatte institutionen dengang tosproglige medarbejdere. Alle fik samme løn. Institutionen hjalp mange flygtningebørn og deres familier i deres første tid i Danmark. December 2003 blev Globus lukket og overtaget af dagsinstitutionen Tusindfryd. Den eneste medarbejder, der fulgte med over i Tusindfryd var Margot Pedersen. Siden har hun og de andre pædagoger i Tusindfryd oparbejdet en stor ekspertise i at hjælpe børnene i Skovparken på vej i det danske samfund.

  • Når vi har modtaget nyankomne flygtninge, har det været vigtigt at kunne rumme fortællinger om overgreb i krig, flugt, tortur, fængsling og frygt for hjemsendelse. Det har ind imellem givet søvnløse nætter, men det har samtidigt sat ens egne udfordringer lidt i perspektiv.

Tusindfryd har integreret mange børn

Børnene i Tusindfryd har i mange år fået en vigtig professionel støtte til at blive integreret i det danske samfund. En del af børnene har derudover haft brug for særlig pædagogisk hjælp. Den har de fået i Tusindfryd, der har haft bedre normering and andre institutioner.

Børnehaven Tusindfryd har været en succes for integrationen. Alligevel skal den lukke.

Margot Pedersen:

  • Vores arbejde har været at være brobyggere og kulturformidlere og derigennem at støtte børnene i at skabe et fællesskab, som de kunne tage med sig fremover. Det har vi bl.a. gjort ved at bruge vores to-kulturelle kompetencer og vores erfaring. Vigtigst af alt har vi haft et tæt og godt samarbejde med forældrene. Deres tillid har været en meget betydningsfuld del af samarbejdet. Som personale har vi efteruddannet os i sprogtilegnelse og søgt indsigt i, hvordan det er at tilhøre en udsat befolkningsgruppe. På den måde har vi fået forståelse for, hvad børn og forældre har haft med i rygsækken.

Den viden og erfaring går nu i stor udstrækning tabt. Flertallet i byrådet har besluttet, at Tusindfryd skal lukke første april på grund af  ”ghettoloven”, som folketinget vedtog i 2018. Loven betyder, at fra i år skal to ud af tre børn i en institution bo på en adresse, der ikke er stemplet som et ”ghettoområde” eller et ”udsat boligområde”. Det er umuligt for en institution i Skovparken at leve op til. Bag loven står et flertal, i folketinget, der rækker fra SF til Dansk Folkeparti. Begrundelsen  er, at det er skadeligt for integrationen, når så mange børn af anden etnisk herkomst går i samme institution.

Tillidsrepræsentant i Tusindfryd Karl Johan Kruse er helt uenig:

  • Det skaber tværtimod tryghed, at børnene hos os kan spejle sig i hinanden. Desuden har vi stor erfaring med at arbejde med de børn. Jeg har også haft fornøjelsen af, at være hjemme hos familierne. Når man gør det på den rigtige måde, er mange af dem meget åbne for at blive taget i hånden, hvis de har brug for hjælp. Tusindfryd har gjort et stort arbejde for integration, og derfor er det brandærgerligt for samfundet, at man nu lukker institutionen.
Karl Johan Kruse, tillidsrepræsentant i  Tusindfryd synes, det er brandærgerligt for samfundet, at politikerne lukker børnehaven

Når Tusindfryd lukker skal børnene i Skovparken gå i børnehaver andre steder i byen, og de ansatte skal flyttes til andre institutioner.

Enhedslisten i Kolding siger tusind tak

Enhedslisten synes, det er ærgerligt, at nedlægge en velfungerende institution, det netop skaber den integration, som politikerne efterlyser. Sammen med de Radikale undlod Enhedslisten at stemme, da flertallet i byrådet besluttede at lukke Tusindfryd. Enhedslistens begrundelse var, at lukningen er et diktat fra Christiansborg. Ved at udlade at stemme markerede liste Ø sin modstand mod “ghettoloven”.

Benny Dall, Enhedslisten siger tusind tak til Tusindfryd

Benny Dall, byrådsmedlem Enhedslisten:

  •  Når kommunen har målt på kvalitet, har institutionen ligget flot på trods af de store udfordringer, der har været. Tusindfryd er en pædagogisk succes, og den er populær i området. Derfor er det dobbelt vanvid at lukke den. Faktisk lukker kommunen institutionen, fordi den er så populær, at næsten alle, der bor i Skovparken, ønsker at bruge den. Det må de så ikke på grund af den vanvittige “ghettolov”. Det skriger jo til himlen. Hvis der er problemer i et boligområde, skal vi løse dem der, hvor de er. Vi skal ikke flytte problemerne andre steder hen.