Enhedslisten i Kolding klar til valgkamp

Senest i juni måned i år kommer der folketingsvalg. Enhedslisten i Kolding er i fuld gang med at forberede sig. Tre af Enhedslistens medlemmer i Kolding gjorde klar til valgkamp ved at tage til seminar i Middelfart, hvor Enhedslistens økonomiske politik var på dagsordenen.

Enhedslisten har aldrig før været så forberedt på at føre valgkamp. Partiet har lavet et valgprogram med 100 konkrete tiltag, der vil forbedre levevilkårene for en lang række mennesker.  Og samtidig spiller liste Ø ud med et gennemarbejdet forslag til grundlæggende ændringer i finanssektoren.

Gitte Rønbach: “Det er absolut vigtigt, at vi nu har fået ord på vores forslag om en anderledes finanssektor og en masse gode forslag til, hvordan vi kan finansiere vores 100 dages program.”

Det er Enhedslistens folketingsgruppe, der har udarbejdet partiets 100 dages program. Et program med 100 konkrete forslag til et mere bæredygtigt, demokratisk og retfærdigt Danmark. Programmet er bredt og indeholder for eksempel ret til gratis tandlæge, en statslig flexjob-virksomhed til folk med nedsat arbejdsevne og en samfundsbank, der har respekt for fællesskabet og skal være et alternativ til de uetiske og uansvarlige storbanker.

Tre medlemmer af Enhedslisten i Kolding forbereder sig på valgkamp

Ebbe Munk: “Vi kommer med økonomiske forslag, der er gennemarbejdet og gennemregnet. På den måde får vi dagsordenen. Det er meget sjovt at være med til. Det er virkelig nyt. Og for mig som økonom er det rigtig interessant, at her kommer noget økonomi, som bare er helt anderledes. Det kan jeg godt lide.”

Enhedslisten er vokset og er idag det fjerdestørste parti i Danmark. 100 dages programmet er et offensivt bud på, hvordan indflydelsen kan bruges til at skabe reelle forandringer.  Alle forslagene kan vedtages her og nu, hvis Enhedslisten kan finde flertal med den røde fløj efter næste folketingsvalg. Det koster 50 milliarder kroner at gennemføre forslagene. Pengene skal tages fra de mest velhavende i Danmark. Programmet er finansieret krone for krone. Pengene passer.

Blå regnemaskine

Enhedslistens økonomiske sekretariat har analyseret finansministeriets regnemetoder, og har i en rapport dokumenteret, at finansministeriet har de blå briller på, når de gennemregner de økonomiske effekter af politiske forslag. Finansministeriet overvurderer de positive effekter af skattesænkninger og lave ydelser til ledige, men undervurderer de positive effekter af øget offentligt forbrug og investeringer. Regnemodellerne betyder, at venstreorienterede forslag automatisk bliver meget dyre at betale, mens borgerlige forslag får en overdreven positiv effekt. Enhedslisten foreslår en grundlæggende revision af finansministeriets regnemodeller. Det skal et nyt flertal efter valget også bruges til.

Ivan Balleby: “Jeg har på seminaret fået et godt indblik i, hvor forkert finansministeriets officielle regnemaskine er. For mig at se er det rigtigt, at få den ændret.”

Enhedslisten i Kolding er klar, når Lars Løkke Rasmussen trykker på knappen. Du kan se 100 dages programmet på Enhedslistens hjemmeside.

https://enhedslisten.dk/100-dage