Gyllegas i Kolding: Skatteborgerne betaler for tvivlsom miljøgevinst

Illustration fra Niras miljøbehandlingsrapport

Nature Energy vil producere biogas i Kolding. Det planlagte anlæg er baseret på, at omkring 75 % af biomassen udgøres af gylle. Den form for gyllegas er en rasende dyr energiform.

Med udgangspunkt i satserne for statsstøtte i 2018 viser en udregning, at gassen fra et fuldt udbygget biogasanlæg i Kolding vil få omkring 70 millioner kroner i årlig støtte, når det ender i naturgasnettet. Det vil sige, at det mindre CO2 udslip, der trods alt vil ske, vil blive voldsomt dyrt for samfundet. Mens landmænd og kapitalfonde høster gevinsten.

Til sammenligning sparer en lille landbaseret 3.6 Mw vindmølle godt 6000 ton CO2, så 7 vindmøller er lige så effektive til fortrængning af CO2. Enhedslisten ved godt, hvad vi vælger.

Nature Energy har beregnet, at et kommende biogasanlæg i Kolding vil spare samfundet for op til 65.000 tons CO2 om året. Det er selskabets egne beregninger, der viser det. Hvis man i stedet bruger de retningslinjer, Energistyrelsen anvender, vil tallet falde til 42.000 tons. Dertil kommer, at der ikke er nogen garanti for, at der ikke sker metan-udsivning fra anlægget, så CO2 gevinsten bliver endnu mindre.

Biogas modtager allerede nu omkring 25% af den offentlige støtte til vedvarende energi i Danmark, men leverer kun knap 10% af den vedvarende energi. Til sammenligning modtager vindmøller 60% af støtten, men leverer også 66% af energien.

Biogas er altså langt den dyreste måde at skaffe mere grøn energi på.