Landmænd og udenlandske kapitalfonde vil producere gyllegas i Kolding. Dårlig ide, siger Enhedslisten

Illustration fra Niras miljøbehandlingsrapport

32 landmænd fra Kolding området har sammen med udenlandske kapitalfonde i selskabet Nature Energy søgt tilladelse til at bygge et kæmpemæssigt biogasanlæg, der skal omdanne gylle til biogas, der kan bruges i naturgasnettet.

Enhedslisten har gransket ansøgningen og anbefaler, at byrådet siger nej.

Bag selskabet Nature Energy gemmer der sig nemlig kapitalstærke bagmænd, der er mere kendt for indviklede udenlandske selskabskonstruktioner end for at betale skat.

Derudover kan projektet kun overleve med gigantiske offentlige tilskud fra puljen til biogas.

Det nye biogasanlæg skal ligge i industrikvarteret ved Venusvej nord for Kolding. Anlægget skal årligt kunne behandle 600.000 tons organisk biomasse. To tredjedele af biomassen skal være gylle fra egnens landmænd. Resten skal være andre former for biomasse.

Nature Energys ansøgning er i øjeblikket til behandling i byrådet. Enhedslisten har som foreløbig eneste parti anbefalet af afvise ansøgningen.

Enhedslisten er ikke tilhængere af at basere Koldings og Danmarks energiproduktion på sindrige selskabskonstruktioner, hvor de reelle hovedaktører er udenlandske kapitalfonde. Det danske samfund kan ikke være tjent med, at overskuddet risikerer at ende i skattely.

De lokale landmænd, der går med i det foreslåede anlæg i Kolding, får nemlig ikke den bestemmende indflydelse. Det gør Nature Energys ejere, først og fremmest selskabet Gosford Capital Designated Activity Company med adresse i byen Dublin i Irland. Et selskab, der er ejet af den amerikanske kapitalfond Davidson Kempner og den engelske kapitalfond Pioneer Point Partners. Hvor mon de vil betale skat henne? Desuden ejer danske Pensam en mindre del på omkring 20 %.

Skatteborgerne betaler gildet

Nature Energy har beregnet, at biogasanlægget i Kolding vil spare samfundet for op til 65.000 tons CO2 om året. Det er selskabets egne beregninger, men tallene og gevinstens størrelse er yderst tvivlsomme.

Desuden bliver det skatteborgerne – dig og mig- der kommer til at betale gildet.  Støtten til den biogas, Nature Energy vil producere i Kolding, vil løbe op i flere hundrede millioner kroner de kommende år som følge af de gældende regler for støtte til biogas.

Et biogasanlæg i Kolding vil samtidig være skadeligt for fremtidens miljø og dyrevelfærd. Anlægget vil være en langsigtet investering, som Kolding Kommune kan komme til at hænge i de næste 25-30 år. Enhedslisten går ikke ind for at basere fremtidens energi i Danmark på blandt andet en industriel svineproduktion på omkring 35 millioner svin om året. En svineproduktion af den størrelse er et dyrevelfærdsmæssigt problem og en voldsom belastning for grundvand, vandløb og farvande.

Landmændene har et selvskabt miljøproblem med alt for meget gylle. Det må være landbruget selv, der betaler for at løse det problem. Enhedslisten går ind for mere vedvarende energi, men den skal være baseret på bæredygtighed og ikke på tvivlsomme selskaber med snablen i de offentlige kasser.

Pengene kan bruges bedre.